Granby Pack oplever synergi mellem ESG og ISO-certificeringerne
QA, Sourcing & Compliance Manager, Merete Todbjerg Løye, fra Granby Pack. I baggrunden er en maskine, der omdanner fabrikkens skum-affald til en lang “pølse”, der kan genbruges til produktion af nye skumplader. Foto: Green Business.
Af Pia Kainø Jensen
For mange virksomheder virker ESG-rapportering som en uoverskuelig administrativ byrde. Men hos emballagevirksomheden Granby Pack i Nykøbing Falster opdagede man via et ESG-uddannelsesforløb og sparring med Green Business, at virksomhedens ISO-certificeringer gemte på 80 procent af svarene - og forvandlede i samme omgang ESG-krav til en strategisk konkurrencefordel.
Hos Granby Pack, der har produceret skræddersyede transportemballager i 60 år, har man valgt at gå metodisk til værks i arbejdet med at lave ESG-rapportering. I stedet for at opfinde den dybe tallerken, kiggede QA, Sourcing & Compliance Manager, Merete Todbjerg Løye, ned i virksomhedens ISO 14001-miljøcertificering.
- Da jeg startede med at lave forarbejdet, kunne jeg se, at det var mange af de samme tal, jeg skulle bruge til ESG-rapporten. Det gav simpelthen så god mening at koble tingene sammen. De data, jeg har med i ESG-rapporten, er de samme data, vi har i vores miljøregistreringer, fortæller Merete Todbjerg Løye.
Data var til stede i form af strømforbrug, materialespild og HR-tal, men rammen for at få det til at spille sammen som en samlet fortælling manglede.
Granby Pack meldte sig derfor til et Green Business-uddannelsesforløb hos Business Lolland-Falster. Her fik virksomheden udover en skabelon for ESG-rapporten en adgang til et panel af specialister, der kunne hjælpe med at konvertere det lettere uhåndgribelige E, S og G til noget konkret.
-
Producent af skræddersyede transportemballager i træ, krydsfinér, pap og skum.
Har to lokationer i Nykøbing Falster (Nordre Ringvej og Holmen).
Grundlagt for 60 år siden.
Navnet stammer fra den engelske by Granby, som blev kendt for foldekasser under 2. Verdenskrig.
Arbejder med ISO 9001 (kvalitet), ISO 14001 (miljø), FSC-certificering og ESG-rapportering.
Unik sparring med eksperter fra Green Business
- Det, der har været rigtig godt ved Green Business, er, at rådgiverne kommer med forskellige baggrunde. Vi har haft en specialist på S’et (det sociale), som var virkelig skarp på HR. Vi har haft en rådgiver med bank-baggrund til G’et (governance/ledelse), der var rigtig god til at fokusere på, at data skal være faktuelt korrekt, forklarer Merete Todbjerg Løye og uddyber:
- Det giver en helt unik sparring, når man har eksperter inde på de forskellige felter. Det betyder, at man får belyst, hvor man skal sætte ind, og man bliver tvunget til at være konkret omkring, hvad vi gerne vil sige med vores rapport. Jeg tror, det er blevet en meget bedre ESG-rapport, fordi vi har fået sparring fra flere vinkler.
Fra compliance til forretningsstrategi
Forløbet hjalp Granby Pack med at strukturere sin eksisterende viden. Fabrikkens produktudviklere har altid arbejdet tæt sammen med medarbejderne i produktionen i et fælles fokus på at indtænke minimering af spild allerede, når et nyt design startes op.
Det viste sig derfor, at virksomhedens DNA, der gennem 60 år er bygget op omkring brug af genanvendelige emballager og minimering af spild, allerede var en stærk ESG-historie i sig selv. Den skulle bare dokumenteres, og det, der startede som en øvelse i compliance og dokumentation, er i dag blevet et centralt styringsværktøj.
Hos Granby Pack arbejder designerne og produktionsmedarbejderne tæt sammen om at reducere spild, hver gang et nyt design startes op. Her er det Sonny Ibenfeldt, der er i gang med at producere dele til en specialdesignet løsning for en kunde. Foto: Flemming Bengtsson, Granby Pack.
- Jeg har haft en rigtig god oplevelse med Green Business. Vi har ikke bare fået en rapport med tal, men et værktøj, vi kan bruge til at udvikle forretningen, tiltrække arbejdskraft og vise omverdenen, at vi arbejder seriøst med både det sociale, miljøet og ledelsen, siger Merete Todbjerg Løye.
LÆS OGSÅ: Sådan oversætter du ESG til konkret kreditværdighed
En løftestang til rekruttering
En uventet, men velkommen gevinst ved den systematiske rapportering, har været effekten på rekruttering. I en tid, hvor produktionsvirksomheder kæmper om arbejdskraften, er en tydelig grøn og social profil blevet et konkurrenceparameter.
- Der er et generationsskifte i gang hos os, ligesom der er hos rigtig mange andre danske produktionsvirksomheder. De unge vil have et formål med at gå på arbejde, og når vi er mere synlige i vores dokumentation omkring vores værdier, så er vi også en bedre spiller i forhold til at tiltrække arbejdskraft. Det er bare et faktum, siger Merete Todbjerg Løye.
LÆS OGSÅ: Større mangfoldighed skaber forretningsmæssige fordele
Jeppe Vestergaard Andersen betjener en afkorter-maskine, som sørger for at optimere de udskæringer, der skal bruges af en given trædimension. Maskinen hjælper dermed til at mindske spild i en kontrolleret proces. Foto: Flemming Bengtsson, Granby Pack.
Bæredygtighed skal integreres i kerneforretningen
Green Busines’s rolle som strategisk sparringspartner er at oversætte data til muligheder. Det handler om at integrere bæredygtighed i kerneforretningen:
- Mange af vores kunder bruger os også som sparringspartner på, hvordan ESG-indsatsen kan skærpe salgsargumenterne, eller hvordan den kan bruges til at tiltrække og fastholde medarbejdere ved at vise, man er en virksomhed, der tager ansvar for en bæredygtig drift, forklarer Rune Lerke, der er direktør og medejer i Green Business.
LÆS OGSÅ: Green Business hjælper Burner International med ESG-rapportering
- Det vigtigste er at få etableret et solidt datagrundlag, præcis som Granby Pack har gjort det. Derfra kan vi bygge de strategiske fordele ovenpå, fortæller han og roser Granby Pack for lige præcis dét; og Merete Todbjerg Løye for desuden at arbejde aktivt på ledelsesplan med strategien fremadrettet.
- Når vi i ledelsen laver strategien for de kommende år, sørger vi for, at alle forstår, hvad vi arbejder med, siger Merete Todbjerg Løye.
- Det giver god mening i forhold til ISO og ESG, at man forankrer tingene hele vejen ned gennem organisationen. Hvordan gør vi herude i produktionen? Hvad kommer medarbejderne med af forbedringsforslag? Alle de ting er nu en del af vores samlede strategi, fortæller hun.
QA, Sourcing & Compliance Manager, Merete Todbjerg Løye, foran Granby Pack i Nykøbing Falster. Foto: Green Business.
Granby Pack er frontrunner
Granby Pack er en af de kun 10% af danske SMV’ere, der ifølge en samlet opgørelse fra Erhvervshus Sjælland (januar 2025) indtil videre er begyndt at arbejde systematisk og dokumenteret med deres ESG-data.
Det placerer Granby Pack i en eksklusiv førertrøje, hvilket er en stor fordel i samarbejdet med kunderne - også fordi Granby Pack oplever, at kravene til ESG-data i høj grad kommer fra kunderne selv, som ofte er så store, at de er underlagt EU-krav om ESG-rapportering (CSRD). Når så store virksomheder skal rapportere på deres værdikæde, skal de bruge data fra underleverandørerne.
LÆS OGSÅ: ESG-rapporten åbner dørene til præ-kvalifikation
- Vi arbejder med nogle rigtig store kunder. Når ESG er et kundekrav, og det samtidig er den vej, vi bevæger os i vores eget DNA, så hænger det hele sammen. Nu dokumenterer vi det bare. Vi har altid forsøgt at få så meget ud af tingene som muligt og mindske spild, men nu kan vi bevise det sort på hvidt over for kunderne, forklarer en tilfreds Merete Todbjerg Løye.
Lad Green Business hjælpe
Har du fået lyst til at vide mere om, hvordan din virksomhed også kan få forretningsmæssige fordele ud af at arbejde med ESG, så kontakt os i Green Business.
Vi står altid klar til en snak om, hvordan du bedst måler, rapporterer og bruger din ESG-rapportering strategisk til gavn for lige præcis din virksomhed.