Cirkulære forretningsmodeller kan forbedre indtjeningen hos SMV'er
Når materialer bevarer deres værdi og bruges igen, kan cirkulære forretningsmodeller mindske spild og skabe nye forretningsmuligheder. Illustration: AI-genereret.
Af Lea Birch Larsen, junior ESG-rådgiver
Udsagn som ”Vi skal blive mere bæredygtige” og ”EU skal være klimaneutral i 2050” kan godt irritere mig en smule. Målene er vigtige, men for mange virksomheder bliver de så abstrakte, at vejen fra ambition til handling forsvinder. Hvis sammenhængen mellem EU-målene, de konkrete tiltag, som virksomheden skal implementere, virksomhedens bundlinje og dens konkurrenceevne ikke er tydelig, bliver det svært at skabe et reelt incitament til at investere i omstillingen.
Udviklingen i vores materialeforbrug viser i hvert fald, at omstillingen endnu ikke er slået igennem. EU-Kommissionen præsenterede i marts 2020 en handlingsplan, der skulle fremme en mere cirkulær og ressourceeffektiv økonomi. På dansk niveau er udviklingen dog endnu ikke vendt. Danmarks samlede materialeforbrug var i 2024 10 % højere end i 2015 og knap 3 % højere end i 2020. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Samtidig vurderer FN's miljøprogram, UNEP, i Global Resources Outlook 2024, at den globale ressourceudvinding uden omfattende ændringer kan stige med 60 % fra 2020 til 2060.
Hvis vi fortsat ønsker stigende velstand og samtidig vil nå klimamålene, skal vi derfor blive bedre til at skabe værdi med færre nye ressourcer. Eurostats cirkulære materialeanvendelsesrate viser, at 9,4 % af de materialer, der blev anvendt i Danmark i 2024, kom fra genanvendte materialer. For EU som helhed var andelen 12,2 %. Danmark ligger dermed under EU-gennemsnittet og har fortsat et betydeligt potentiale for at holde flere materialer i kredsløb.
Tallene er alvorlige, men cirkulær økonomi handler ikke kun om miljø og knappe ressourcer. EU-Kommissionen fremhævede i sin handlingsplan for cirkulær økonomi fra 2020, at materialer i gennemsnit udgjorde omkring 40 % af omkostningerne i europæiske produktionsvirksomheder. En mere effektiv materialeudnyttelse kan derfor forbedre marginen og samtidig mindske virksomhedens sårbarhed over for svingende råvarepriser. Det kan en cirkulær forretningsmodel bidrage til.
LÆS OGSÅ: LUBI ApS bruger ESG-data til at reducere klimaaftrykket og sparer samtidig mange penge
Cirkulære forretningsmodeller
Hvis denne klumme ikke skal ende i samme abstrakte skuffe som de udsagn, jeg indledte med, kræver det en konkret forklaring på, hvad en cirkulær forretningsmodel er.
Den traditionelle, lineære forretningsmodel bygger på, at materialer udvindes, omdannes til produkter og sælges. Når produktet forlader virksomheden, har producenten ofte begrænset indflydelse på, hvor længe det bruges, og om produktet eller materialerne får nyt liv efter brug.
I en cirkulær forretningsmodel er det derimod indtænkt, hvordan produktets værdi og materialer kan bevares gennem hele levetiden og efter endt brug. Det kan f.eks. ske gennem reparation, returordninger, genfremstilling eller ved, at virksomheden beholder ejerskabet og sælger produktets funktion som en service. Virksomheden får dermed mulighed for at skabe værdi med de samme ressourcer flere gange.
Fem cirkulære forretningsmodeller
-
Virksomheden anvender vedvarende energi og fornybare, genanvendte eller genanvendelige materialer. Produkterne designes samtidig til lang levetid og reparation.
Eksempel: En producent anvender genanvendte råvarer og designer produktet, så slidte komponenter kan udskiftes.
-
Flere virksomheder deler produkter, maskiner eller ledig kapacitet.
Eksempel: En produktionsvirksomhed udlejer ledig maskinkapacitet til andre virksomheder gennem en digital platform.
-
Virksomheden beholder ejerskabet, mens kunden betaler for brugen eller den leverede funktion.
Eksempel: En leverandør ejer og vedligeholder kundens trykluftsanlæg, mens kunden betaler for den anvendte trykluft.
-
Produktets levetid forlænges gennem vedligeholdelse, reparation, opgradering, videresalg eller genfremstilling.
Eksempel: En producent tager brugte industripumper retur, udskifter slidte komponenter og sælger dem igen med garanti.
-
Item descriptionMaterialer, restprodukter eller energi fra produktionen udnyttes igen i virksomhedens egen produktion eller hos andre virksomheder.
Eksempel: En metalvirksomhed sorterer spåner fra produktionen, så metallet kan omsmeltes og indgå i nye produkter.
De fem modeller er bearbejdet med inspiration fra Accentures model for cirkulære forretningsmodeller.
LÆS OGSÅ: Bæredygtighed er ved at blive license to operate – også for SMV'er
Økonomisk potentiale ved en cirkulær forretning
Der findes ikke ét generelt tal for, hvor meget en virksomhed kan tjene på en cirkulær forretningsmodel. Potentialet afhænger af produktet, materialerne, markedet og de investeringer, omlægningen kræver.
Eurobarometerundersøgelsen om SMV'er, ressourceeffektivitet og grønne markeder fra 2024 viser, at gevinsten ikke kommer automatisk. Blandt de adspurgte SMV'er, der havde gennemført tiltag for at blive mere ressourceeffektive, oplevede 30 % lavere produktionsomkostninger. Samtidig pegede 28 % af de adspurgte SMV'er på omkostningerne ved miljøtiltag som en barriere for at arbejde mere ressourceeffektivt.
Den cirkulære løsning skal derfor også være en holdbar forretningscase. Afhængigt af den valgte model kan værdien blandt andet komme fra:
Lavere materialeforbrug og mindre produktionsspild.
Færre udgifter til bortskaffelse af affald.
Nye eller løbende indtægter fra service, leasing og vedligeholdelse.
Indtægter fra reparation, genfremstilling og videresalg.
Mindre eksponering over for svingende råvarepriser.
Pointen er ikke, at alle produktionsvirksomheder skal begynde at lease deres produkter i morgen. Det relevante sted at begynde er dér, hvor virksomheden i dag mister værdi: i materialespild, uudnyttet kapacitet eller produkter, som ikke kan repareres eller føres tilbage i kredsløbet.
Cirkulære forretningsmodeller kan dermed være den konkrete vej fra abstrakte klimamål til handling, som både bidrager til den fælles omstilling og styrker virksomhedens forretning.
LÆS OGSÅ: Europæisk standard skal gøre cirkulært produktdesign til en konkurrencefordel
Lad Green Business hjælpe
Har du fået lyst til at vide mere om, hvordan din virksomhed også kan få forretningsmæssige fordele ud af at arbejde med ESG og cirkulær forretning, så kontakt os i Green Business.
Vi står altid klar til en uforpligtende og fortrolig snak om, hvordan du bedst analyserer, rapporterer og bruger din ESG-rapportering strategisk til gavn for lige præcis din virksomhed.
Kilder
Danmarks Statistik, Materialeregnskab 2024 (offentliggjort 15. april 2026).
Eurostat, Circular material use rate, 2024-tal (offentliggjort 19. november 2025).
Europa-Kommissionen, En ny handlingsplan for den cirkulære økonomi, COM(2020) 98 final, 11. marts 2020.
UNEP/International Resource Panel, Global Resources Outlook 2024.
Flash Eurobarometer 549, SMEs, resource efficiency and green markets, oktober 2024.
Illustrationen øverst i artiklen er AI-genereret.