KEH Gruppen værner om medarbejdernes velbefindende: Jo bedre vi trives, desto højere er vores produktivitet

Lasse Løfberg (tv) og Casper Markwick fra KEH Gruppen i Glostrup. 

Foto: Green Business.

Da KEH Gruppen i 2025 gik i gang med sin første ESG-rapport stod det undervejs klart for økonomichef Casper Markwick, hvor vigtig medarbejdernes trivsel egentlig er for bundlinjen. KEH Gruppen har i mange år fokuseret benhårdt på at være en god arbejdsplads, men det er første gang, virksomheden har indsamlet og systematiseret de data, der giver et overblik over HR-indsatsen og dermed et grundlag for bedre ledelse. 

Af Pia Kainø Jensen

Det har været en vigtig indsigt for ledelsen i KEH Gruppen, at S'et i ESG kan bruges som et aktivt værktøj til at optimere hverdagens procedurer og til at sikre, at de dygtige medarbejdere trives og fastholdes gennem en stærk og bevidst personalepolitik.

Det fortæller økonomichef Casper Markwick, som sammen med Lasse Løfberg, der er ansvarlig for kommunikation og marketing i KEH Gruppen, har stået for at udarbejde virksomhedens første ESG-rapport.

- Det var en vigtig erkendelse for mig, at ESG-rapportering ikke kun handler om elbiler og affaldssortering, men i høj grad også om arbejdsmiljø og socialt ansvar. Især sammenhængen mellem et godt arbejdsmiljø og virksomhedens resultater står meget klart, fortæller Casper Markwick. 

- Selvom vi i forvejen har et lavt sygefravær, giver ESG-arbejdet os nu mulighed for at sætte endnu mere fokus på trivsel som en strategisk prioritet. Jo bedre vi trives, desto højere er vores produktivitet. Og det er selvfølgelig guld værd for både medarbejderne og for forretningen.

KEH Gruppen har 42 medarbejdere, hvoraf de 10 er i administrationen, og 32 er udekørende service inden for vedligeholdelse og drift af udlejningsejendomme. 

Foto: KEH Gruppen.

Drift og vedligeholdelse af 9000 lejemål

KEH Gruppen er en facility management-virksomhed, som er driftspartner for blandt andet ejendomsinvestorer, administrationsvirksomheder og boligforeninger. I alt står KEH Gruppen for drift og vedligeholdelse af godt 9.000 lejemål. 

- Vi har også en byggeafdeling, der fungerer som entreprenør på større renoveringsopgaver såsom tagprojekter eller lejlighedsrenoveringer for vores kunder. Vi er en mellemstor spiller, der binder driften sammen med håndværksmæssig ekspertise, og vi har fokus på at være en moderne og ansvarlig samarbejdspartner for både de store pensionsselskaber og de mindre foreninger, fortæller Lasse Løfberg.

Han er, udover at være ansvarlig for kommunikationen, også den, der står for tværgående projekter om medarbejdertrivsel, arbejdsmiljø og personalepolitik.

Ville gerne have et konkret ledelsesværktøj

KEH Gruppens beslutning om at udarbejde en ESG-rapport handlede i første omgang om fremtidssikring og om at imødekomme markedets krav. 

- Vi kan se, at de krav, der stilles til store virksomheder, hurtigt forplanter sig ned gennem forsyningskæden til leverandører som os. Selvom vi endnu ikke er direkte underlagt lovgivningen, mærker vi interessen fra vores kunder som for eksempel pensionsselskaberne og også fra vores bank, siger Casper Markwick. 

LÆS OGSÅ: Sådan oversætter du ESG til konkret kreditværdighed

Han og Lasse Løfberg var derudover interesserede i at kunne bruge ESG-rapporten som et konkret ledelsesværktøj, og det var blandt andet en af grundene til, at de valgte Green Business som rådgiver. 

- Green Business passer med sin strategiske tilgang til ESG rigtig godt til det, vi gerne vil, og de har været gode til at gøre et komplekst emne mere overskueligt for os. De har taget os i hånden gennem hele processen lige fra de indledende oplæg for hele personalet, som de stod for, til dataindsamlingen og til udarbejdelsen af selve rapporten, siger Casper Markwick.

Drivhusgas-emissionerne hos KEH Gruppen udgøres især af transport og drift af maskiner, og derfor arbejder virksomheden med at forbedre kørselsplanlægningen og øge andelen af vedvarende energi.

Foto: Green Business.

Green Business kender ejendomsbranchen indgående

Green Business har hjulpet KEH Gruppen med bla. værktøjer og skemaer, der gør det tydeligt, hvilke data der skal bruges og fra hvilke enheder. 

Lasse Løfberg og Casper Markwick har løbende modtaget sparring fra Green Business’s konsulenter, der er eksperter i hver deres område inden for E, S og G, og som selv kommer med en baggrund inden for byggeri og ejendomsdrift. 

- Green Business forstår vores branche, og det er vigtigt, når vi har skullet oversætte vores rå data til et professionelt rapporteringssprog. De har ikke bare solgt os et system. De har ydet en sidemandsoplæring, der har klædt os på til selv at kunne arbejde videre med tallene, siger Casper Markwick.

Lasse Løfberg er enig og pointerer, at ESG-rapporten er en baseline - et overblik, et udgangspunkt - for det videre arbejde med forbedringer i virksomheden. 

- Green Busines har hjulpet os med at få en systematik, så vi kan vise vores kunder, at vi tager den grønne omstilling seriøst. De har ikke presset os til urealistiske løsninger, men har hjulpet os med at finde de tiltag, der giver mening for lige præcis os. Vi føler os trygge ved at anbefale dem til andre virksomheder, der skal i gang med deres første rapport. De gør processen betryggende og menneskelig, siger han.

Han tilføjer, at samarbejdet med Green Business også har været præget af stor professionalisme og fleksibilitet: 

- De har leveret præcis det, de lovede, og de har udvist stor forståelse for, at vi har en daglig drift, der skal passes ved siden af. 

LÆS OGSÅ: ESG-rapporten åbner dørene til præ-kvalifikation

Foto: KEH Gruppen.

Indfører buddy-ordning til nye medarbejdere

Sammen med Green Business har Casper Markwick og Lasse Løfberg identificeret flere potentialer, der skal arbejdes med fremadrettet:

- Vi er meget optagede af trivsel og fastholdelse, så vi er gået i gang med at systematisere vores APV og medarbejderundersøgelser og tilbyde faste, årlige lønsamtaler. Vi udbygger vores onboarding-proces med bla. en buddy-ordning og målrettede udviklingsforløb for at styrke trivslen og fastholde kompetencer, siger Lasse Løfberg. 

På miljøsiden prioriterer KEH Gruppen affaldssortering højt, da det ifølge Casper Markwick er en af de tungere poster i regnskabet. Elektrificering af bilflåden fortsætter, hvor det giver driftsmæssig og økonomisk mening. 

- Vi kigger også på at indhente bedre data fra vores leverandører i Scope 3. Målet er, at vores tiltag ikke bare bliver punkter i en rapport, der ligger i en skuffe, men bliver forankret som en naturlig del af vores ambition om at være en ansvarlig virksomhed og arbejdsplads, siger Casper Markwick.

Lad Green Business hjælpe

Har du fået lyst til at vide mere om, hvordan din virksomhed også kan få forretningsmæssige fordele ud af at arbejde med ESG, så kontakt os i Green Business. 

Vi står altid klar til et indledende og uforpligtende møde om, hvordan du bedst måler, rapporterer og bruger din ESG-rapportering strategisk til gavn for lige præcis din virksomhed. 

Næste
Næste

Europæisk standard skal gøre cirkulært produktdesign til en konkurrencefordel