Sådan sparer du både CO2 og penge med elbiler, varmepumpe og egne solceller
Af Jacob Gøtterup, ingeniør og ESG-rådgiver
Hvad ville det betyde for din forretning, hvis du kunne halvere din energiregning, spare tonsvis af CO2 og samtidig stå stærkere i den geopolitiske ustabilitet, vi befinder os i for tiden?
Og hvad nu, hvis den investering, det kræver, er cash flow-positiv fra dag et?
Hos vores kunder ser vi et mønster, der gentager sig, når vi hjælper dem med at indtænke rentabilitet i den grønne omstilling: Virksomheder, som arbejder systematisk med ESG-rapportering, får data på sit energiforbrug, sit CO2-aftryk og sine driftsomkostninger, hvilket giver et godt udgangspunkt til at gå målrettet efter både økonomiske og miljømæssige forbedringer.
LÆS OGSÅ: ESG er dit kompas
En bæredygtigheds-KPI = en økonomisk KPI
Med ESG-data i hånden kan man få et fingerpeg om, hvornår en grøn investering kan være en lønsom investering. De to ting er altså ikke nødvendigvis hinandens modsætninger; grøn omstilling og god økonomi. Det handler om at fokusere på fire teknologier, der er modne, veldokumenterede og kommercielt tilgængelige:
Varmepumpen
Elbilen
Solcelleanlægget
Batteriet
Når man kombinerer elbiler og en varmepumpe med et solcelleanlæg og batteri, sker der noget interessant. De fire investeringer føder hinanden. Solcelleanlægget producerer strøm, der lader elbilerne op og driver varmepumpen, og det forholdsvist store elforbrug fra bilerne og varmepumpen sikrer, at størstedelen af solcelleproduktionen bruges direkte i virksomheden.
Batteriet gør den sidste del af arbejdet ved at lagre den strøm, du ikke bruger øjeblikkeligt, så du kan bruge den senere. Det er præcis det, der maksimerer den økonomiske rentabilitet på investeringerne.
Virksomheder, der elektrificerer bilerne og opvarmningen og kombinerer det med egne solceller og batteri, går desuden fra en svingende, geopolitisk afhængig energiforsyning til en, der er stabil, decentraliseret og i vidt omfang selvproduceret.
Det er fornuftig risikostyring.
Og virksomheder, der elektrificerer energiforbruget, sparer både penge og nedbringer CO2-udslippet.
Det er god forretning og grøn omstilling.
LÆS OGSÅ: Grøn strøm er ikke bare grøn strøm
Lav tilbagebetalingstid og penge tilovers
For erhvervsvirksomheder med store tagflader og et stabilt dagtimeforbrug af strøm er tilbagebetalingstiden typisk 5-8 år, og levetiden er typisk 25-35 år. Et batteri vil øge selvforsyningsgraden yderligere og dæmpe afhængigheden af de volatile markedspriser på strøm.
Et regneeksempel
Tag en industrivirksomhed med et årsforbrug på 208 MWh el, 284 MWh naturgas og 44 MWh brændstof til varebiler. Det giver en energiregning i størrelsesordenen 700.000 kr. om året.
Skifter virksomheden gaskedlen ud med en varmepumpe, falder energiforbruget til opvarmning med omkring to tredjedele. En varmepumpe leverer 3 til 4 kWh varme pr. kWh strøm, den bruger. Skiftes varebilerne til el, kører de cirka tre gange så langt på samme mængde energi. Tilsammen skærer det omkring 40% af det samlede energiforbrug væk.
Regningen falder ikke lige så meget af sig selv. Strøm koster mere pr. kWh end naturgas, så elektrificeringen giver en større besparelse på kilowatt-timer end på driftsøkonomien. Det er solcellerne, der ændrer regnestykket markant. Med et anlæg, der dækker omkring halvdelen af det nye elforbrug, nærmer den samlede energiregning sig en halvering. Batteriet gør det muligt at bruge solstrømmen om aftenen og i weekenden i stedet for at sælge den billigt til nettet.
Hvor tæt på virksomheden kommer, afhænger bl.a. af tagfladen, forbrugsprofilen og prisen på el og gas på investeringstidspunktet.
Når elektrificering, varmepumpe, solceller og batteri på denne måde tænkes samlet, kan tilbagebetalingstiden være meget lav.
Investeringen kan finansieres, og det flytter belastningen ud over årene. Løber lånet over en periode, der svarer til anlæggets levetid, kan de månedlige driftsbesparelser komme op på niveau med ydelsen. Så belaster investeringen kassen mindre, end anlægssummen antyder.
Om besparelsen dækker ydelsen allerede fra første måned, afhænger af rente, løbetid, udbetaling og størrelsen på besparelsen i den konkrete virksomhed. Ved lav rente og lang løbetid kan det holde. Kortere løbetid eller højere rente flytter tidspunktet, hvor investeringen begynder at give overskud. Få banken eller leasingselskabet til at regne ydelsen igennem på de samme forbrugstal, du har brugt til besparelsen, før du budgetterer med et overskud fra første måned.
Offentlige tilskud til grøn omstilling
Og så har jeg et ekstra tip til dig, der gerne vil have en endnu bedre rentabilitet: Det er muligt at modtage offentlige erhvervsfremmetilskud til grøn omstilling.
For eksempel kan du kigge på LAG, som er EUs landdistrikts-udviklingsprogram, der indimellem giver op til 50% til investering i vedvarende energiløsninger. LAG hører under By-, Land- og Kirkeministeriet og er fordelt på 26 selvstændige aktionsgrupper fordelt over hele landet.
Der er også SMV:Bæredygtighed, som er en del af Virksomhedsprogrammet via Erhvervshusene, og så er der Erhvervspuljen, som er en pulje under Erhvervsministeriet, der giver op til 60% i tilskud til energibesparende projekter, herunder udskiftning af varmekilder (ikke solceller eller batteri).
Lad Green Business hjælpe
Har du fået lyst til at vide mere om, hvordan din virksomhed også kan få forretningsmæssige fordele ud af at arbejde med ESG?
Eller vil du bare gerne høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at søge tilskud fra erhvervsfremmesystemet?
Så kontakt os i Green Business. Er du ikke fan af kontaktformularer, så er direkte henvendelser også meget velkomne til direktør Rune Lerke på 29 92 40 33 eller rl@green-business.dk
Vi står altid klar til en uforpligtende snak om, hvordan du bedst måler, rapporterer og bruger din ESG-rapportering strategisk til gavn for lige præcis din virksomhed.
Modtag vores nyhedsbrev
Vil du have flere artikler som denne? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, Green Business Insights, som vi udsender en gang om måneden. Green Business Insights giver dig viden, inspiration og vejledning til at få det bedste ud af dit ESG-arbejde: https://www.green-business.dk/nyhedsbrev